IO interactive
Målgruppe:
IO-Interactives modtagelses- og fastholdelsesindsats er målrettet virksomhedens udenlandske medarbejdere og deres familier.
Baggrund og Formål:
IO-Interactive producerer computerspil til det globale spilmarked. Firmaet har igennem mange år ansat udenlandske medarbejdere, og i dag er omkring 30 % af firmaets 115 ansatte udlændinge, der repræsenterer 26 forskellige nationaliteter.
Firmaet har tidligere oplevet udfordringer med at fastholde udenlandske medarbejdere. Det skyldtes især, at deres medfølgende partnere/ægtefæller havde udfordringer med at falde til i Danmark og med at finde job. Det betød, at medarbejderne havde svært ved at få privatøkonomien til at hænge sammen, hvilket resulterede i, at de sagde deres stilling hos IO-Interactive op.
IO-Interactive har derfor de seneste tre år fokuseret på modtagelse og integration af de internationale medarbejdere og deres familier.
Indhold og aktiviteter:
IO-Interactive har i dag flere indsatser målrettet modtagelsen og integrationen af udenlandske medarbejdere og deres familier:
- Aftale med relokationsfirma, som hjælper med at finde permanent bolig fra starten af ansættelsen, at oprette bankkonto og få styr på skatteforhold.
- Danskundervisning i arbejdstiden.
- Forløb gennem SpouseCare, så partnere/ægtefæller bliver integreret i det danske samfund. Mange partnere/ægtefæller har efterfølgende etableret netværk udenfor SpouseCare.
Alt arbejde i IO-Interactive foregår på engelsk, hvilket gør det nemmere for ikke-dansk talende udenlandske medarbejdere at blive integreret i den sociale hverdag. De fleste arrangementer foregår også på engelsk, og det gør mail-korrespondancer mellem danske medarbejdere også. Det fælles sprog muliggør en hurtig integration af de udenlandske medarbejdere, og det letter også samarbejdet mellem medarbejderne.
Organisering:
IO-Interactive’s indsats for modtagelse og fastholdelse af udenlandske medarbejdere er forankret i virksomhedens HR-afdeling.
Resultater og erfaringer:
IO-Interactive har generelt gode erfaringer med sine modtagelses- og fastholdelsesinitiativer, hvor især indsatsen rettet mod integrationen af de udenlandske medarbejderes partnere/ægtefæller opleves som en succes. Samarbejdet med SpouseCare har hjulpet de udenlandske medarbejderes partnere/ægtefæller med at finde job i Danmark, og det er med til at sikre, at medarbejderne kan få deres privatøkonomi til at hænge sammen. Det har været afgørende for, at IO-Interactive i dag er bedre til at fastholdelse udenlandske medarbejdere end for tre år siden.
Desuden er IO-Interactive blevet mere opmærksomme på at informere nye medarbejdere om, at det kræver en indsats fra deres side at blive integreret i et nyt land og skabe en ny vennekreds. Det medvirker til at sikre, at medarbejderne er motiverede til at bo og arbejde i Danmark, hvilket mindsker risikoen for utidige opsigelser.
Projektstatus januar 2014
IO-Interactive’s initiativer er igangværende.